Giver Best Practice mening?

Hvad er “best” og hvad er “practice”. Hvad skal vi bruge det til? Skal vi kopiere eller lade os inspirere – eller gå helt andre veje? Og hvad sker der når vi tager 300 design af indkøbskurven og sammenligner dem. Er resultatet “bedste praksis”? Læs med på en rejse ned i det udtryk.

I konverteringsverdenen tales der en del om “best practice” – eller bedste praksis. Jeg har læst nogle sige, at der ikke findes bedste praksis, at man altid skal teste sig frem til, hvad der virker bedst på sit eget site.

Men det synes jeg er noget sludder. Jeg er fan af bedste praksis. Jeg synes det er vildt interessant. Især for webshops. Så jeg dyrker bedste praksis.

Lad mig dele hvordan. Jeg starter lidt bagfra. Først det der med praksis. Ifølge Den Danske Ordbog er det noget med skik og brug: “fremgangsmåde (som er almindelig anvendt); sædvane”. Jeg vil udbygge det lidt, så at det for mig betyder: Sådan som de fleste andre vælger at gøre det. Og så er der det med den BEDSTE praksis. For selvom mange webshops fx placerer indkøbskurven det samme sted, så kan man godt tale om, hvem der gør det bedre end andre.

Så bedste praksis er altså både noget subjektiv (bedst) og noget kvantitativt (mest). Så langt så godt. Hvis man skal udtale sig om bedste praksis (og det er der i virkeligheden vildt mange der, gør uden at vi ved noget om hvad der ligger bag udmeldingerne), så kræver det vel, at man subjektivt og kvantitativt kan sige noget om kvaliteten af det man taler om.

Så hvordan bruger jeg bedste praksis. Lad mig give nogle eksempler.

Jeg laver mange evalueringer af webshops, både igennem brugertest og igennem egentlige ekspertvurderinger. Det med ekspert hænger faktisk sammen med bedste praksis, for det er netop fordi at jeg har arbejdet så meget med design, usability, optimering – og fordi jeg har set 100-vis af brugertest – og fordi jeg selv designer brugergrænseflader – og fordi jeg følger med i hvad der sker online – at jeg mener at vide hvad der er bedste praksis og dermed tillader at kalde mig ekspert.

Det betyder ikke at jeg VED hvad der fungerer bedre eller konverterer bedre. Jeg ved blot, hvad man plejer at gøre i en given situation og hvordan det for eksempel kan designes på en god måde.

Eller ved og ved. Jeg arbejder på at vide det 🙂

For jeg bliver konstant spurgt hvordan fx en produktside skal se ud. Svaret er jo, at sådan en side ikke blot har 1 udseende og at den består af en række elementer, MEN at disse elementer kan vælges, designes og sammensættes efter bedste praksis. Og hvordan det gøres, det er værdifuldt for mine kunder af få at vide. Så hvor ved jeg det fra?

I Optuner har vi sat en venlig sjæl til at tage skærmbilleder af 300 danske webshops. Ja, det lyder som en kedelig opgave (Tak, Olivia), men til gengæld har det givet os et kæmpe katalog af sider. Og da alle webshops langt hen ad vejen indeholder de samme sider (hvilket nok i sig selv er en form for bedste praksis) – så har vi altså 300 forsider, 300 kategorisider, 300 produktsider, 300 læg i kurv situationer, 300 vis kurv, 300 tjek-ud flow. Ja, det var vist nogenlunde det…

Skærmbillede af produktsider
Et udsnit af de mange produktsider i Optuner’s webshop-projekt

Desværre ved jeg ikke hvilke af disse mange designs der konverterer bedst. Jeg ved til dels hvilke webshops der er størst/mest kendt/vinder priser, men det siger jo ikke noget om hvor gode de er. Og jeg har modsat andre i branchen ikke brugertestet de 20 største udenlandske sites for at kåre et “vinderdesign”. Men der kunne sikkert komme en interessant bog ud af de 1000-vis at skærmdumps.

Til gengæld er dette store katalog interessant at dykke ned i, for at finde inspiration til en given problemstilling. Så lad os lige tage et dyk for at undersøge nogle ting og vise hvordan vi bruger kataloget.

Forestil dig en webshop, hvor kurven er placeret i øverste venstre hjørne eller måske midt i venstrekolonnen under filtrene. De fleste vil sige: Det er ikke best practice, kurven skal da sidde øverst i højre hjørne. Fair nok. Det er jeg enig i, men hvorfor er det vi siger sådan og har vi belæg for den udtalelse? De fleste vil sige: Jamen, dér sidder kurven jo på alle andre webshops og i hvert fald på alle de store webshops. Ja, det er rigtigt, men hvis vi forestiller os at skulle genbruge det argument på alle typer elementer på websitet, så lyder det lidt hult og desuden er mine kunder gladest hvis jeg kan “dokumentere” mine udsagn. Så here goes:

Her er 8 tilfælde kurve fra kataloget (ja, du slipper for at se alle 300):

Bare ved at kigge på de 8 eksempler kan vi sige: Ja, de fleste har kurven liggende i øverste højre hjørne (nemlig dem alle). Men i relation til designet af kurven på et helt 9. website kan vi også udfordre:

  • Skal der være et ikon med en indkøbsvogn, sækkevogn, kurv eller hvad?
  • Skal det fremgå om der er varer i kurven og hvordan mange? Skal der specifikt stå når den er tom?
  • Skal det samlede beløb fremgå?
  • Skal kurven ligge over eller under menuen?
  • Hvor meget skal kurven fylde?
  • Skal der være høj kontrast i farvevalget?
  • Skal det ligge alene eller sammen med fx login og kontakt-link?
  • Skal det hedde “kurv”, Indkøbsvogn”, “Din indkøbskurv” eller noget helt 4?

For bare at nævne nogle spørgsmål. Det vi gør i Optuner er, at vi noterer os hvilke elementer der indgår og så prøver at kvalificere om de skal med eller ej. Vi diskuterer hvad vi mener det er, en kurv skal kunne. Hvad er dens opgave, hvad skal den kommunikere?

Så kigger vi på de webshops der følger samme designmønster og lader os inspirere af hvad de har gjort. Selvom man let kunne kopiere 1:1, så er det sjældent relevant.

Men vi kan i hvertfald sige til føromtalte kunde: Nej, kurven skal ikke ligge i venstre side. Det er der ingen andre (af de mest kendte webshops) der gør.

For mig er bedste praksis at forstå sit felt, så man kan foreslå og kvalificere designløsninger til alle givne udfordringer og behov. Så jeg kopierer, lader mig inspirere, prøver at generalisere, udfordrer og undersøger. Best practice er rygraden i mit arbejde med at designe, kvalificere og evaluere webshops.

Hvad tænker du? Hvad er bedste praksis for dig? Skal vi være varsomme eller skal omfavne det? Skal vi gøre som de andre eller designe vores helt eget? Del dine erfaringer med os andre her på bloggen.